Kvinder og forretningsrejser_OCT2017

Kvinder kan godt lide at være på forretningsrejse

Flere og flere danskere rejser på forretningsrejse, og forretningsrejseindustrien har aldrig været større. Danmark er et eksportland, hvorfor mange danske virksomheder har heftig rejseaktivitet i udlandet, og det er både mænd og kvinder, der flyver ud i verden, når store kontrakter skal underskrives, forretningsforbindelser plejes eller kriser med vigtige samarbejdspartnere løses.

Men kvinder og mænd har det forskelligt med at tage på forretningsrejse. De ser forskelligt på, hvad de savner allermest, når de er væk hjemmefra, og de værdsætter også forskellige elementer af forretningsrejsen. Det viser en ny nordisk undersøgelse, som erhvervsrejsebureauet BCD Travel har foretaget blandt over 4000 respondenter fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. 1200 danskere har deltaget.

”Det er interessant at se, at mænd og kvinder alligevel ser forskelligt på deres forretningsrejse, og det er noget, virksomheder bør tage alvorligt for at imødekomme deres behov. Ikke mindst når man er længere tid væk for at løfte en større opgave for sin arbejdsplads. Som TMC er det vigtigt for os at kortlægge disse forskelligheder for således også at blive en endnu bedre sparringspartner overfor de erhvervskunder, vi har i Norden”, siger Anders Lau Nielsen, Director of Client Management Nordics hos BCD Travel Denmark.

Kvinder er gladere for at komme væk fra hjemlige rutiner (40 %) end mænd (34 %), og kvinder er også lidt mere ivrige efter at bo på hoteller (37 %) end mænd (32 %). Man kan kun gisne, men måske hænger de to ting sammen. Overraskende er også, at kvinder i mindre grad mener, at forretningsrejser tager for meget tid, for det siger kun 17 %, mens flere mænd angiver netop det (22 %). Men kvinder (23%) savner alligevel deres familier mere, når de er væk, end mændene gør (19 %).

Ser man på, hvad henholdsvis kvinder og mænd gør, når de er på forretningsrejse, og ikke lige sidder i møde eller mødes med en samarbejdspartner, ser det også lidt forskelligt ud. Kvinderne benytter sig i langt højere grad af, at de er i udlandet og kan ose i butikker, de ikke er vant til hjemmefra, de tager det private kreditkort med i byen, og shopper (kvinder 43 % mod mænd 29 %).

Hvem booker forretningsrejsen?
Spørger man til, hvem det egentlig er, der står for selve bookingen af forretningsrejsen, ser det ud som om, mændene stadigvæk helst vil have tøjlerne i hånden på den del. 51 % af de adspurgte mænd booker selv deres forretningsrejse, mens kun 43 % af kvinderne gider det. Til gengæld er kvinder lidt mere opmærksomme på, hvor vigtig god risikostyring er, når forretningsrejser skal bestilles og administreres. Flere kvinder (29 %) mener, at god risikostyring er “meget vigtig” mod mænd (22 %).

Placeringen af hotellet er altafgørende
Spørger man til, hvilke faktorer der er vigtigst, når man vælger et hotel på sin forretningsrejse, er kønnene enige. 66 % begge steder finder, at placeringen er altafgørende, og måske ikke så overraskende er indretningen af værelset vigtigere for kvinder (14 %), som mener, at værelsets størrelse spiller en rolle, og at indretningen og faciliteter som hårtørrer, etc. er vigtige ting. Kun 11 % af mændene mener dette. Til gengæld betyder det lidt mere for de danske mænd, hvilken lufthavn de flyver til og fra på forretningsrejsen (27 %) end for kvinder (22 %).

SLUT

Om BCD Travel

BCD Travel hjælper virksomheder med at få så meget som muligt ud af deres rejseudgifter. For rejsende betyder det, at vi sikrer deres sikkerhed og produktivitet, og at vi udruster dem til at træffe gode valg på farten. For travel managers og indkøbere betyder det, at vi rådgiver dem om, hvordan de kan øge værdien af deres rejseprogram. Kort fortalt hjælper vi vores kunder med at optimere deres rejser og at opnå mere. Det gør vi i mere end 108 lande med omkring 13.000 kreative, engagerede og erfarne ansatte. Og det er derfor, vi har branchens mest stabile kundefastholdelse (95 % over de sidste 10 år) og en omsætning i 2016 på 24,6 milliarder US dollars.

Om BCD Group

BCD Group er førende på markedet i rejseindustrien. Den privatejede virksomhed blev grundlagt i 1975 af John Fentener van Vlissingen og består af BCD Travel (global corporate travel management), Travix (online travel: CheapTickets, Vliegwinkel, BudgetAir, Flugladen og Vayama), Park ‘N Fly (parkering uden for lufthavne), Airtrade Holland (konsolidering og opfyldelse) og joint-venture selskabet Parkmobile International (mobilparkeringsapplikationer). BCD Group har over 14,000 medarbejdere og driver virksomhed i 108 lande, med en samlet omsætning på 26,4 milliarder US dollars, hvoraf 10,4 milliarder US dollars stammer fra partnersalg. Læs mere på www.bcdgroup.com.