Download pdf

Fremtidens forretningsrejser: Din kalender vil snart klare hele rejsen for dig

BCD Travel forudser tendenser inden for forretningsrejser i 2018 og længere ude i fremtiden

Hvordan vil forretningsrejser se ud i 2018? Og i 2030? Det har BCD Travel spurgt sine forretnings- og teknologieksperter om og samlet deres forudsigelser om udviklingen inden for forretningsrejser i den nærmeste fremtid og langt ud i fremtiden. Blandt emnerne er: Kunstig intelligens og maskinindlæring, datasikkerhed og ansvarlige forretningsrejser.

Forestil dig, at du skal på forretningsrejse til Hamborg. Du indtaster en destination, tid og sted, og en applikation klarer resten: Den booker automatisk et tog, fordi den ved, at det er din foretrukne transportform til den destination. Når du ankommer, guider din smartphone dig hen til en bil, som kører dig til dit foretrukne hotel, hvor din yndlingsret venter på dig. Det hele sker, uden at du har måttet booke, betale eller bede om noget selv. Denne måde at rejse på kan måske ikke lade sig gøre i morgen, men området er i konstant udvikling. Også i forretningsrejsebranchen fokuserer virksomhederne mere og mere på digitalisering for at gøre rejselivet enklere.

“Mulighederne er uendelige på lang sigt. Alt kommer til at blive hyperpersonaliseret, særligt når det drejer sig om forretningsrejser”, forudser Miriam Moscovici, Director Emerging Technologies hos BCD Travel. “Takket være den nye teknologiske udvikling kan du lære dine kunder så godt at kende, at du kan forudse, hvad de ønsker og forventer, inden de er bevidste om det selv.” Det gælder ikke kun under selve rejsen, men også under bookingen og i den efterfølgende opfølgning. “Hvis du altid rejser med tog til Paris, giver det ingen mening, at du konstant får forslag til flyrejser, når du er i gang med at booke din næste tur til Paris.”

The Internet of things (tingenes internet/IoT) giver også rig mulighed for at forenkle forretningsrejser.

“Engang i fremtiden vil det være nok at notere din forretningsrejse i din digitale kalender for at booke det hele. De forskellige enheder kommunikerer allerede med hinanden, og det er kun et spørgsmål om tid, før det hele spiller sammen. Til den tid kan det være, at signalet fra et flyselskab om et netop landet fly er nok til at bestille en taxa. Eller måske venter et varmt måltid mad på dig, selvom dit fly blev forsinket. Fundamentet til IoT er allerede på plads. Bare tænk på Uber eller Lyft, hvor du betaler usynligt uden at gøre noget.”

I den nære fremtid forudser BCD Travel også følgende tendenser:

  • Man kan fortsætte med at arbejde under flyvningen: WiFi og netværk i flyvehøjde bliver ganske almindeligt.
  • Grænsen mellem fritids- og forretningsrejser bliver udvisket: Når alt kommer til alt, er vi alle forbrugere. De forretningsrejsende kommer til at forvente samme bookingoplevelse, indkvarteringsmuligheder og hotelservices, uanset om de rejser privat eller i forretningsøjemed.
  • Intelligente applikationer kommer til at hjælpe virksomhederne med at spare penge og engagere de rejsende, så de holder sig til virksomhedens rejsepolitik.
  • Virtuelle betalinger og virtuelle møder bliver mere og mere accepteret.

“Med TripSource Hotels, vores bookingværktøj og hotelportal, giver vi nu adgang til mere end en million unikke hotelejendomme rundt om i verden med over 15 millioner prismuligheder. Sammen med et brugervenligt bookingværktøj gør vores TripSource-app, at risikoen for, at rejsende bestiller et hotel uden for deres virksomheds rejseprogram, er faldet enormt. I øjeblikket udvikler vi endvidere en chatfunktion til vores forretningsrejse-app. Kunstig intelligens erstatter ikke agenter, men det kan supplere den menneskelige interaktion. Og herudover vil det gøre det muligt for agenter at bruge mere tid på mere sofistikerede ting og også udføre dem hurtigere”, siger Anders Lau Nielsen, Director of Client Management Nordics hos BCD Travel Denmark.

Du kan finde mere information om fremtidsperspektiverne inden for forretningsrejser her.

SLUT

Om BCD Travel

BCD Travel hjælper virksomheder med at få så meget som muligt ud af deres rejseudgifter. For rejsende betyder det, at vi sikrer deres sikkerhed og produktivitet, og at vi udruster dem til at træffe gode valg på farten. For travel managers og indkøbere betyder det, at vi rådgiver dem om, hvordan de kan øge værdien af deres rejseprogram. Kort fortalt hjælper vi vores kunder med at optimere deres rejser og at opnå mere. Det gør vi i mere end 100 lande med mere end 12.000 kreative, engagerede og erfarne ansatte. Og det er på denne måde, at vi opretholder en brancheførende kundefastholdelsesrate på 97 % med en omsætning i 2015 på $ 23,8 milliarder USD.

Om BCD Group

BCD Group er førende på markedet inden for rejseindustrien. Den privatejede virksomhed blev grundlagt i 1975 af John Fentener van Vlissingen og består af BCD Travel (global corporate travel management), Travix (online travel: CheapTickets, Vliegwinkel, BudgetAir, Flugladen og Vayama), Park ‘N Fly (ekstern lufthavnsparkering) og joint venture-selskaberne Parkmobile International (mobile parkeringsløsninger) og AERTrade International (konsolidering og opfyldelse). BCD Group har mere end 13.000 medarbejdere og opererer i mere end 100 lande med en samlet omsætning på 25,4 milliarder US dollars, herunder 10 milliarder fra partner-salg. Læs mere på www.bcdgroup.com.